SF er et rødt og grønt parti. Det betyder, at vi ideologisk bygger på socialismen og ønsker at alle politiske beslutninger skal være miljørigtige. Socialistiske løsninger er for os et bærende princip, der sikrer et solidarisk samfund, hvor fællesskabet med social ansvarlighed skaber de bedste rammer for, at alle har størst mulig tryghed og frihed.
I respekt for fremtidens generationer ønsker vi at værne om miljøet og sikre størst mulig bæredygtighed og genbrug. SF har et meget veludviklet medlemsdemokrati, der sikrer overensstemmelse mellem vor daglige politik i byrådet og den vedtagne politik i den lokale partiforening. SF er altid forrest i kampen for åbenhed, demokrati og borgerinddragelse. SF ser alle spørgsmål i en kommunal helhed.
|
Befolkningsudviklingen 2008-2020 i Egedal Kommune
Frem til 2020 vil befolkningen stige svagt. Denne stigning dækker dog over forskydninger i de forskellige aldersgrupper:
SF vil tilpasse de kommunale tilbud til alderssammensætningen og udbygningen i kommunen |
SF vil arbejde for gode og trygge rammer for børn i alle institutioner og i dagplejen. I Folkeskolen skal der sættes fokus på trivsel som er en forudsætning for et godt læringsmiljø, hvor alle børn får mulighed for at udnytte deres ressourcer bedst muligt fagligt, innovativt, socialt og mentalt, så de er bedst muligt rustede til at indgå som aktive medlemmer i et demokratisk samfund. SF vil også arbejde for, at alle børn stimuleres til sund levevis, specielt med fokus på kost og motion. Forældreindflydelsen skal styrkes. Motion skal integreres i børnenes dagligdag fra de er helt små. For at forebygge livsstilssygdomme og sikre bedre indlæring, skal alle børn tilbydes et ernæringsrigtigt måltid mad i institutionen/skolen hver dag. Der skal lægges vægt på brug af økologiske råvarer, og børnene skal gennem den kost, de får i institutioner og skolen, lære at spise en sund og varieret kost. Maden i institutionerne skal ikke medføre takstforhøjelser. Der skal etableres et forum med deltagelse af forældre, personale og producent, hvor den kost som børnene modtager, er under konstant overvågning og produktudvikling. Forældrebestyrelser i institutioner skal lave en kostpolitik, der også omfatter fødselsdage og arrangementer.
Sikkerhed på institutionernes og skolernes udendørsarealer skal kontrolleres løbende, og skolebørn skal være omfattet af de almindelige arbejdsmiljøregler.
Pladsgarantien skal fastholdes, så barnet kan få plads nær bopælen så snart behovet er der, og der skal være reelt frit valg mellem vuggestue og dagpleje.
I fremtiden ønsker vi, at alle institutioner er aldersintegrerede, og at man beregner minimum 6 m2 pr. barn af arealet.
Alle institutioner skal arbejde med læreplaner, sprogscreening af de treårige, tidlig opsporing af fejludvikling, og de skal fra år til år beslutte særlige indsatsområder i det pædagogiske arbejde.
Institutionernes pædagogiske ledere skal sikre den pædagogiske udvikling. Administrative opgaver skal henlægges til områdeledelsen. For at sikre det pædagogiske indhold, skal andelen af uddannet personale øges. Børnehavealder skal ikke under 3 år, da en lavere børnehavealder er lig med færre varme hænder til børnene.
Klubber skal drives under samme lovgivning som de øvrige daginstitutioner. Som et vigtigt led i det kriminalpræventive arbejde, skal de gennemførte nedskæringer i personalenormeringerne på klubområdet fjernes.
Der skal være valgfrihed mellem fritidsklub og byggelegeplads. SF er imod forældrebetaling differentieret efter brug.
Folkeskolen i Egedal er gennem 4 år blevet udsat for gentagne nedskæringer, som har medført et helt uacceptabelt ringe niveau. Driftsudgiften for Folkeskolen skal genoprettes til niveauet ved kommunesammenlægningen. Egedal kommunes folkeskole skal være gennemsyret af kvalitet, både hvad angår det pædagogiske indhold, bygningernes tilstand og undervisningsmidlernes standard. Skolen skal være rummelig med plads til forskellighed.
Alle nuværende skoler skal bevares.
Den maksimale klassekvotient skal være 25.
Der skal være mulighed for 2-lærerordninger, især i de mindre klasser
Der skal være et fælles 10 klassecenter med en central placering.
SFO-erne bør deles i mindre afdelinger med højst 60 børn i hver. Der skal være uddannet personale og en rimelig normering.
Skole-hjem-samarbejdet skal styrkes for at sikre en ordentlig planlægning af og opfølgning på elevernes lærerplaner. Kommunale test som supplement til de nationale test skal afskaffes, da risikoen for, at undervisningen målrettes efter testene, er for stor. Der skal arbejdes målrettet på at forbedre elevernes resultater uden kommunalt vedtagne procenter for forbedringer og maksimale procenter af fagligt svage elever. Børnene skal tilbydes tidssvarende undervisningsmidler og undervisningen skal understøttes af IT, når det giver mening.
Sundhed og motion skal fremmes på alle klassetrin, motion skal indarbejdes i alle fag i videst muligt omfang, og der skal være mindst 3 skemalagte idrætstimer om ugen på alle klassetrin. Ingen sodavandsautomater eller salg af slik på skoler eller ved idrætsanlæg.
Lejrskoler skal genindføres, og enhver skoleklasse skal mindst en gang i skoleforløbet tilbydes en tur med mellemfolkeligt indhold (udvekslingsrejse).
Skolevæsenet skal være så attraktivt, at der kun er ansat uddannede lærere, som løbende tilbydes efter- og videreuddannelse, herunder uddannelse af AKT-lærere (Adfærd Kontakt Trivsel).
Andelen af borgere over 65 år vil stige markant i de kommende år. For at sikre, at den fremtidige ældrepolitik udvikles i det nuværende serviceniveau, kræver det god planlægning. Denne planlægning skal omfatte en bred vifte af boformer, forebyggende tilbud, genoptræning og hjælpemidler. Ældre borgere har andre behov end yngre for tilgængelighed og andre krav til de kulturelle fritidsfaciliteter kommunen stiller til rådighed. Derfor skal det indtænkes i planlægningen. Kommunens seniorråd skal inddrages i et reelt og konstruktivt samarbejde omkring alle forhold, der vedrører ældrebefolkningen. Det store frivillige sociale arbejde, der bliver udført på ældreområdet, skal understøttes bedst muligt, så der også bliver flere attraktive tilbud, der hvor den kommunale service stopper. Hjælpen i borgerens hjem skal udføres af færrest mulige personer.
I SF synes vi, at borgerne har krav på at blive gamle i den by, de har boet i en stor del af deres liv, og hvor de har etableret et godt netværk. Derfor skal der skabes mulighed for at bygge ældreegnede boliger i kommunen i takt med behovet. For de svagere ældre skal der bygges ældreboliger, hvor der i indretningen af boligerne er lagt vægt på, at plejepersonale kan få optimale arbejdsbetingelser. Endelig skal der bygges plejeboliger (plejehjem) til de svageste ældre i takt med behovet herfor. Nybyggede boliger til ældre skal altid placeres, så der er god dækning af kollektiv trafik og indkøbsmuligheder. I en større kommune bliver der bedre grundlag for at etablere specialtilbud til grupper af ældre, som vi hidtil har måttet henvise til specialinstitutioner udenfor kommunen. Dette har ofte været til stor gene for de pårørende, som oveni sygdom også har fået en længere rejse, når de skulle besøge deres ægtefælle.
SF vil vi sætte fokus på udviklingen i aldersrelaterede sygdomme og bredt sætte ind med oplysning, vejledning, forebyggelse og træning. Serviceniveauet på ældreområdet skal reetableres. Normeringen i hjemmeplejen/sygeplejen skal sikres en så stor rummelighed, så der ikke på noget tidspunkt bliver tale om at benytte private vikarbureauer. For at leve op til en god service, er det nødvendigt at have et veluddannet personale. Derfor skal personalet sikres løbende efter- og videreuddannelse, så deres kompetencer matcher borgernes behov, og så de har lyst til at blive i jobbet.
SF vil bruge Handicaprådet som samarbejdspartner med en specialviden i forbindelse med planlægning og projektering af veje, stier, kommunale bygninger samt planlægning inden for det sociale og kulturelle område, så de handicappede får en ligeværdig adgang til de kommunale tilbud og faciliteter. Frivilligt socialt arbejde og etablering af handicapgrupper skal støttes mest muligt på områder, hvor den kommunale service ikke er en forpligtigelse. SF vil arbejde aktivt for, at vi får bedre tilbud for vores handicappede borgere. Handicappede under 65 år skal ikke længere boligplaceres i plejehjemmene for ældre, men placeres sammen med andre handicappede, som de har mere til fælles med. Hvor der er tilstrækkelig grundlag i kommunen, skal der etableres bofællesskaber for handicappede. Hvis klientgrundlaget er utilstrækkeligt, søges bofællesskaber etableret i fælleskommunalt regi. For SF er det vigtigt, at de tilbud, der etableres, får en høj faglig standard overfor brugerne. Dette sikres bl.a. ved, at tilbuddet kun modtager borgere indenfor den målgruppe, som tilbuddet henvender sig til, og som personalet har en høj faglig viden om. Sagsbehandlere på handicapområdet skal samles i faglige miljøer, så de handicappede får en sagsbehandling ud fra en helhedsvurdering.
Egedal kommune er ansvarlig for forebyggelse, sundhedsfremme, rehabilitering og misbrugsbehandling.
Der skal bygges et Sundhedshus, hvor alle relevante sundhedsaktører samles under samme tag. Borgerne skal have tilbud om vejledning i livsstilsændringer i forhold til kost, rygning, alkohol og motion (KRAM). Livsstilsværkstedet skal oprette holdundervisning i relevante forebyggende tiltag, der hjælper borgerne med at ændre deres livsstil, så de får et bedre liv med færre skavanker og sygdomme. Institutioner og skoler skal kunne trække på ekspertisen i Sundhedshuset i form af rådgivning og oplysning om forebyggelse af livsstilssygdomme. I forlængelse heraf skal der oprettes hold, der målrettes mod børn. Dette skal ske i samarbejde med Familiecentret, da det oftest er hele familien, der skal ændre livsstil.
Kommunen skal sørge for tilbud til behandling af både alkohol- og stofmisbrug. SF finder det væsentligt, at der er fagligt kvalificerede tilbud til forskellige aldersgrupper. Der skal også etableres støttende tilbud til de misbrugendes familier og børn.
Borgere med nyopdagede sygdomme – f. eks. sukkersyge, KOL (rygerlunger), hjerte-karsygdomme og gigt skal have tilbud om vejledning til omlægning af livsstilen, så forværring af sygdommen undgås mest muligt. Kommunen skal etablere tilbud om rehabilitering og skal kunne anvise, hvor og hvilke tilbud om genoptræning, der er til rådighed (eventuelt kan visse specielle tilbud gives i samarbejde med andre kommuner eller med regionen). Egedal skal være kendt for en hurtig genoptrænings- og rehabiliteringsindsats, hvor borgerens livskvalitet og generhvervelse af færdigheder prioriteres højt, så livet kan fortsætte med færrest mulige gener.
Sundhedsbussen skal fortsat være et opsøgende tilbud, hvor borgerne uden aftale kan komme og få målt blodtryk, kolesteroltal, blodsukker, kondition, lungefunktion samt modtage en uforpligtigende sundhedssamtale.
Foreningslivet og de frivillige skal inddrages i de sundhedsfremmende aktiviteter.
Kommunelæge-, praksis- og lægekonsulentfunktionerne skal styrkes udover de nuværende funktioner med henblik på rådgivning af personalet på plejehjemmene vedrørende generelle problemer, rådgivning af personalet på sundhedscentrene, så kommunens samarbejde med de praktiserende læger og hospitalerne optimeres. Der skal nedsættes et kontaktudvalg mellem den kommunale forvaltning og praksissektoren med henblik på styrkelse af samarbejdet. Der skal indføres IT-kontakt mellem forvaltning, hjemmepleje og praksissektor.
Alle borgere uanset herkomst skal have lige rettigheder og muligheder.
Den væsentligste integrationsindsats skal foregå lokalt. SF går ind for, at kommunen yder en ekstra indsats ud over det lovgivningen tilsiger i forbindelse med integration. Samarbejde på tværs af kommunens afdelinger skal styrkes vedrørende integration. Kommunen skal have en politik for etnisk ligestilling for sine virksomheder og institutioner og søge at inddrage erhvervsrådet i ligestillingsarbejdet. Kommunen skal kræve, at de virksomheder den handler med også har en etnisk personalepolitik. De nydanskere, der er bosat i kommunen, skal betragtes på lige fod med andre danskere. Det vigtigt, at nydanskere ikke betragtes som hverken en særligt privilegeret eller en særlig udsat gruppe. Nydanskerne bidrager positivt til samfundets kulturelle mangfoldighed, og skal betragtes med respekt.
Integrationen skal ske ”ude i samfundet”:
SF vil i Egedal Kommune sammen med borgere og erhvervsliv sikre, at den afleveres til kommende generationer i en bedre miljøtilstand, end da vi selv overtog den. Vi vil målrettet vise, at lokale og globale miljømæssige udfordringer kan imødegås. Vi vil sætte fokus på at øge bevidstheden om natur og miljø og derved påvirke holdninger og adfærd. Med grøn omtanke kommer vi længst. På nogle områder er vi allerede kommet er stykke af vejen. Vi er klimakommune og vi har vist vejen med krav om lavenergi huse i Stenløse Syd. Vi har særskilt indsamling af organisk dagrenovation med efterfølgende bioforgasning i store dele af kommune. Og så er vi så heldige at have en enestående natur i kommunen.
Så der er helt sikkert noget at bygge videre på – og det vil SF i Egedal – med din hjælp - sørge for at få på dagsordenen.
Konkret vil SF i Egedal kommune arbejde på:
Partikelforureningen fra brændeovne er en reel fare for sundheden. Kommunen skal tilbyde rådgivning om korrekt indretning og brug af brændeovne. Egedal Kommune er begunstiget med en unik natur. SF vil arbejde for at beskytte og bevare naturen, men også at adgangen til naturen bliver lettere og at der bliver flere aktiviteter i naturen. Vi vil arbejde på flere og bedre stier i naturen og arbejde for fritidsaktiviteter i naturen, det kan være naturlegepladser, ridestier, mountainbikeruter, fugletårne eller naturskoler. I fremtiden skal der også lægges større vægt på at skabe natur i byerne. Bynaturen er den mest benyttede natur, og den kan med små midler beriges væsentligt og bidrage til både mangfoldighed og højere livskvalitet for børn og voksne. SF i Egedal vil også arbejde på at de kommende vand- og naturplaner bliver så grønne som muligt. Vi skal være med til at beskytte grundvandet og mangfoldigheden i naturen. Klimatruslen er en realitet og skal bremses. Det kan den også, og vi har praktisk talt alt, hvad vi behøver, for at det gøre det. Men det haster! At Egedal Kommune er blevet klimakommune er stort skridt på vej i den rigtige retning. Vi bør i den sammenhæng sætte os et ambitiøst mål for at leve op til det ansvar, vi har for at reducere klimaeffekterne.
Kommunen skal gå foran og vise vejen ved at:
Klimaforandringerne har allerede vist sig lokalt i form at problemer med at aflede de stigende regnmængder. Her skal findes en holdbar løsning, der tager hensyn til både de husejere, der risikerer oversvømmelser, og til naturen.
SF siger nej til en motorvej til Frederikssund. Det gælder såvel gennem de eksisterende byområder, der vil blive stærkt belastet af en højklasset vej. Men det gælder også i det åbne land, hvor der vil blive tale om omfattende natur- og landskabsødelæggelser, ikke mindst i Værebro Ådal.
I stedet vil vi opprioritere den kollektive trafik langs Frederikssundsbanen samt afhjælpe flaskehalsproblemerne på den eksisterende Frederikssundsvej.
Derudover vil vi i Egedal kommune arbejde for en forbedring af især de bløde trafikanters forhold. Det vil blandt andet betyde følgende tiltag:
Endelig vil vi sætte nogle trafiktiltag i gang, der forbedrer alle trafikanters forhold:
SF ønsker at medvirke til et aktivt og kreativt kulturliv i kommunen. Det er i denne sammenhæng væsentligt, at kommunen sikrer gode rammer gennem opførelse og vedligeholdelse af egnede lokaler/baner. Via driftstilskud skal det være let og attraktivt for især børn og pensionister at deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter.
Der bør lægges vægt på, at kultur- og idrætslivet også medvirker til integrering af udsatte grupper, f.eks. flygtninge og indvandrere. Særlige tilskud skal fremme disse muligheder.
Brugerne af de kommunale faciliteter bør hurtigst muligt inddrages i udarbejdelse af en prioriteret plan for opførelse af nye faciliteter, hvor der måtte være et behov.
Kommunen bør aktivt medvirke til, at der bliver afsat en vis del af byggesummen til kunstnerisk udsmykning. Kommunen bør være i tæt samarbejde med kulturelle institutioner (f.eks. Veksølund). Kommunen kan på denne måde sikre egne borgere og gæster opmærksomhed på lokale kulturtilbud.
SF vil gerne støtte oprettelse af nye aktiviteter, der kan tiltrække børn og unge, for hvem de eksisterende idræts- og fritidstilbud ikke virker tillokkende.
Der skal sikres gode rammer for musikskolen i kommunen, således at alle får mulighed for at deltage til rimelig betaling. Ungdomsskolen skal sikres bevillinger, der sikrer, at de unge får et spændende og varieret tilbud om aktiviteter.
Kommunens biblioteksvæsen skal være et godt og velfungerende tilbud til borgerne med et bredt udbud af kulturelle oplevelser. De nuværende biblioteksfaciliteter skal som minimum bevares, og det skal overvejes, om en bogbus vil være et godt tilbud til de mindre bysamfund.
Kommunens beliggenhed i udkanten af Storkøbenhavn præger udviklingsplanerne for kommunen. I SF mener vi, at større bolig- og erhvervsudlægninger skal foregå langs Frederikssundsbanen for at sikre en god kollektiv transport. Stationsnærhedsprincippet bør overholdes, således at den kollektive trafik fremmes.
SF mener, at kommunen fortrinsvis skal satse på boligudvikling. Vi mener, der vil være større mulighed for at tiltrække mindre erhvervsvirksomheder via en sund boligudvikling, som styrker lokalsamfundenes mulighed for overlevelse, og som bedre kan tilpasses de mindre bysamfund.
Det er vigtigt, at der bygges forholdsvis tæt for at sikre ressourceforbruget i forhold til miljø og natur, at alt nybyggeri skal være mindst 0-energibygeri, at bysamfundene bevarer deres landsbypræg, og at naturen er en del af byen.
SF mener, det er vigtigt at der i boligområderne bliver udlagt store arealer til grønne områder. Vi er en kommune der har et stort areal pr. indbygger. Det skulle gerne kunne ses i de områder, hvor folk bor. De grønne fælles områder skal inspirere til leg, fælles aktiviteter og afslapning. De nødvendige parkeringsarealer skal, hvor det er muligt, placeres i yderkanten af boligområderne af hensyn til bebyggelsens interne miljø.
SF ønsker at antallet af almennyttige boliger skal udgøre en større del af kommunens samlede boligmasse. Det er SF’s holdning, at jo mere varieret vores boligtilbud er i priser, udseende, størrelse og miljø, jo mere spændende bliver kommunen at bo og færdes i. Det er vigtigt at variationen også findes indenfor de enkelte boligområder, så der hele tiden sker en løbende udskiftning mellem generationerne. SF vil arbejde for at have et tilstrækkeligt antal boliger til unge, så de har mulighed for at blive boende i kommunen. SF mener, at de unge er en vigtig brik, når det handler om at skabe dynamik i lokalsamfund og foreningsliv. Det er vigtigt at være i dialog med de unge om, hvilke boligtyper de ønsker. Ungdoms- og ældreboliger bør placeres centralt, da disse gruppers beboere ofte vil være afhængige af offentlige transportmidler. Ved et fremtidigt byggeri af ældreboliger vil SF støtte, at der oprettes bofællesskaber med mulighed for fælles aktiviteter og samvær. Målet er at modvirke isolation og utryghed. De nuværende muligheder for seniorboliger finder SF er en god ide. SF går ind for, at de ældre, der har lyst til at have et fællesskab med andre ældre, skal have mulighed for det. Det er vigtigt, at seniorboligerne kommer til at bestå af både ejer- og lejerboliger, så alle ældre kan blive boende uanset den enkeltes økonomiske formåen. SF finder det vigtigt, at ældrerådet altid høres, når der skal bygges/indrettes nye ældreboliger.
SF vil arbejde aktivt for at få bebygget de ledige erhvervsgrunde i de allerede planlagte og eksisterende erhvervsområder. Der skal satses på miljøvenlig ”grøn industri”, administration, service, handel og håndværk. Egedal Kommune skal satse på at tiltrække små og mellemstore miljøvenlige virksomheder ved at tilbyde særligt gunstige vilkår for sådanne virksomheder.
Kommunen bør føre en aktiv erhvervspolitik, der sikrer sådanne vilkår. Det primære formål med erhvervsvirksomheder i kommunen er at skabe et mere harmonisk og aktivt samfund, hvor der er aktiviteter også i dagtimerne Der kan f.eks. etableres ”virksomhedshoteller” med attraktive lejevilkår for små erhvervsdrivende. Hotellerne placeres tæt på offentlige transportmidler (S-tog) og tilbyder en række fælles funktioner.
SF vil arbejde for, at der etableres de nødvendige flex- og skånejobs, så nedslidte borgere kan bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Med kommunalreformen er arbejdsformidlingen pr. 1/8 2009 blevet overført til kommunernes jobcentre, på trods af indsigelser fra både fagbevægelsen, arbejdsgiverorganisationerne og de økonomiske vismænd. Overgangen fra ét statsligt system til 91 kommunale jobcentre er forbundet med store vanskeligheder, især nu da kommunernes økonomi holdes i stramme tøjler af regeringen. De ledige risikerer dårligere behandling, da det er lettere for kommunen at sende de ledige i discountaktivering end at skære på ældreplejen eller skolerne.
Faren er, at den ledige ikke længere sættes i centrum, men at økonomiske hensyn vejer tungere end den langsigtede indsats for at den ledige igen finder fodfæste på arbejdsmarkedet. Egedal har en rekordlav arbejdsløshed set på landsplan, men Egedal vil også mærke den stigende arbejdsløshed. SF vil sikre, at dette sker på forsvarlig vis.
Et foruroligende træk ved den nuværende arbejdsløshed er, at den i stor udstrækning rammer de unge. Får de unge ikke et regulært job eller en ordentlig læreplads efter endt skolegang, risikerer vi, at de sidder fast i arbejdsløsheden med store menneskelige og sociale problemer til følge. Egedal skal gøre en målrettet indsats for at sikre, at unge ikke bliver tabt på gulvet bl.a. ved at den kommunale arbejdsformidling skaffer private praktikpladser til de unge.
Hovedstadsområdet er ét stort arbejdsmarked, hvor borgerne pendler på tværs at kommunale grænser. Faren er, at de enkelte kommuner tænker lokalt, hvilket kan gå ud over indsatsen over for f.eks. folk med en mellemlang eller høj uddannelse, som typisk ikke kan finde beskæftigelse indenfor kommunen. Derfor skal der være et tæt samarbejde med andre kommuner og regionen om beskæftigelse og erhvervsudvikling. Det er også vigtigt, at arbejdsformidlingen har et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, som også bør sikres pladser i rådgivende organer i forbindelse med arbejdsformidlingen. Kommunen skal i større udstrækning benytte uddannelse som et aktiveringsredskab, da dette har den bedste virkning på langt sigt.
Sagsbehandlingen af de ledige lægges nu i endnu større udstrækning ud til "eksterne aktører", d.v.s. at dette område er mål for regeringens privatiseringsideologi. SF vil ikke afvise, at privatisering kan spille en positiv rolle i et aktiveringsforløb, men vi vil sikre, at dette sker på en lødig måde og uden umyndiggørelse af den ledige.
Kommunen skal yde borgerne en god fair og ligeværdig service for så få midler som muligt.
Et godt og attraktivt arbejdsmiljø skal kendetegne hele kommunen, således at alle ansatte trives optimalt på arbejdspladsen. Tryghed i ansættelsen og større uddelegering af ansvar vil være med til at sikre en spændende og udviklende hverdag. Ved at tilbyde løbende videre- og efteruddannelse vil der være basis for en god og fagligt veldrevet kommune.
Alle kommunens aktiviteter bør sundheds- og miljøvurderes.
Der skal være balance mellem indtægter og udgifter, og kommunens likviditet skal sikres ved en reelt disponibel kassebeholdning svarende til et skattepoint. Når vi betragter Egedal kommunes økonomiske situation i dag, må vi desværre konstatere, at det er nødvendigt at øge indtægterne. For SF betyder det, at kommunen skal opkræve maksimal dækningsafgift og derefter om nødvendigt i prioriteret rækkefølge øge ejendomsskatten og personskatten.